Det åbne brev er bragt i Skolemonitor, og sendt direkte til børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye
Kære Mattias Tesfaye
Som organisationer, der arbejder for at sikre elevernes trivsel, udvikling og rettigheder, vil vi på det kraftigste fraråde at du uden skelen til forskning og faglige argumenter, strammer ordensbekendtgørelsen med mere fokus på straf og eksklusion. Det virker ikke. Og kan i værste fald føre til mere uhensigtsmæssig adfærd og få udfordringer og konflikter i skolefællesskaberne til at vokse.
Eleverne mangler ikke sanktioner og eftersidninger, men politikere, der prioriterer ordentlige rammer og ressourcer på deres skole.
Børn og unge gør det godt, når de kan, og uhensigtsmæssig adfærd opstår ikke i et vakuum, men som et resultat af de relationer og rammer børnene tilbydes. Vi skal insistere på, at børn og unge skal være omgivet af voksne, der har mulighed for at arbejde nysgerrigt med at forstå dynamikker og årsager bag deres adfærd og altid med udgangspunkt i det fællesskab børnene indgår i.
Ledere, lærere og pædagoger arbejder hver eneste dag professionelt med at tage vare på alle børn og unges faglige og sociale udvikling og fællesskaber i skolen. De er uddannet i et tidssvarende børnesyn, hvor børns adfærd forstås kontekstafhængigt.
Ministeren siger, at det skal være trygt for alle børn at komme i skole og at det ikke handler om jura, men om pædagogik.
Så langt er vi enige.
Derfor er det selvfølgelig heller ikke ordentligt over for skolens voksne (og slet ikke over for eleverne!) at man ad bagvejen – ved en bekendtgørelsesændring – indfører et børnesyn, der ikke harmonerer med folkeskolens formålsparagraf og er helt ude af trit med den forskning og det børnesyn, som bør gennemsyre skolens kultur og praksis.
Så lad os gøre dét, der virker. Invitér parterne i Sammen om Skolen til at få skrevet et tidssvarende børnesyn frem i en ændret ordensbekendtøgrelse. Så skolens kultur og praksis funderes i en fælles erkendelse af, at udfordrede elever og fællesskaber skal mødes af fagligt funderede pædagogiske indsatser, og at betingelserne for at arbejde med trivselsfremme, tilhør og konflikthåndtering styrkes.
Fordi vi ikke kan acceptere, at børn, der i forvejen står på kanten af fællesskabet, svigtes.
På vegne af
Børnerådet, Børns Vilkår, Danske Skoleelever, De Anbragtes Vilkår, Red Barnet, Skole og Forældre, og UNICEF Danmark