Børn har aldrig fået så meget politisk fokus som nu. Alligevel vokser listen med uløste problemer

Kronikken er bragt i Kristeligt Dagblad den 16. august 2023
Forfatter: Rasmus Kjeldahl Direktør i Børns Vilkår

Overordnet set er det næppe blevet bedre at være barn i Danmark de seneste 10 år. Psykisk mistrivsel, ensomhed, selvskade og angst er i foruroligende stigning, skriver direktøren i Børns Vilkår

I DENNE MÅNED er det 10 år siden, jeg tiltrådte som direktør i Børns Vilkår med ambitionen om at kunne bidrage til at stoppe svigt af børn i Danmark. Et sådant jubilæum giver anledning til at kigge på, om missionen ser ud til at lykkes, og hvordan den har forandret sig gennem tiden.

Helt overordnet set er det næppe blevet bedre at være barn i Danmark de forløbne 10 år. Den psykiske mistrivsel udtrykt gennem blandt andet ensomhed, selvskade og angst er i foruroligende stigning.

Langvarigt skolefravær truer med at stige yderligere, inklusionsreformen i folkeskolen har vist sig at være en fiasko, niveauet af fysisk og psykisk vold mod børn og unge er vedvarende højt, og aldrig har der været flere børn og unge, som ringer til Børnetelefonen med bekymringer og svære tanker.

KLIMAANGST ER BLEVET et udbredt fænomen, og frygten for atomkrig er igen blevet et tema i børns hverdag. Selvom det er ubestrideligt, at covid-19, krigen i Ukraine og den voldsomme udvikling i klimaet har bidraget til at accelerere mistrivslen i perioder, må det grundlæggende stigende pres på børn og unge dog tilskrives andre faktorer, herunder teknologi, globalisering og ikke mindst individualisering.

Udviklingen afspejler ikke, at samfundet i de seneste 10 år har været ligeglad med børns trivsel. Tværtimod har der været et stigende engagement fra politisk hold – symbolsk stærkt udtrykt i Mette Frederiksens (S) valgprogram om at være ”børnenes statsminister” – samt adskillige reformer af de lovgivningsmæssige rammer for børns liv.

Blandt de større initiativer skal fremhæves en reform af skilsmisselovgivningen (aftaleindgåelse marts 2018), hvor hensynet til børns trivsel i konfliktsager nu står langt stærkere, samt aftalen ”Børnene Først” (2021), som særligt med Barnets Lov (2023) styrker indsatsen på anbringelsesområdet.

MEN LISTEN OVER ULØSTE problemer er desværre også voksende, ligesom kommunernes og statens evne til rent faktisk at udmønte de aftalte reformer er under stærkt pres. Helt overordnet set råber både klima, forsvar og sundhedsvæsenet akut på store investeringer, hvilket indskrænker råderummet for investering i børn og unge. Selv der, hvor budgetterne findes, er det i stigende grad svært at bemande de stillinger, som er så afgørende for at sikre det gode børneliv.

Der skal investeres mere i dagtilbud og skoler. Konsekvensen af manglen på uddannede pædagoger kan sammenlignes med et trafikuheld i langsom gengivelse – utilstrækkelige normeringer og manglende faglighed rammer de mest udsatte børn hårdest, men også børns opvækst bredt set. Allerede nu må det voksende antal børn med særlige behov i indskolingen forstås i lyset af vores dagtilbuds utilstrækkelighed.

Løsningerne ligger ikke ligefor, men vil nødvendigvis omfatte genetablering af pædagogfagets prestige og en bred forståelse af, at vores samfunds fremtid hviler på en sund og udviklende barndom. Det drejer sig på lang sigt om at styrke den tidlige indsats og ikke kun symptombehandle ved at øge antallet af psykologer og behandlere.

I folkeskolen er der klart kommet mere fokus på trivsel, end der var for 10 år siden. Samtidig er der en begyndende politisk forståelse af behovet for at mindske pres og stress i skolerne ved at skære ned på tests og indføre øget mulighed for udsat skolestart.

Der er dog også mange alvorlige udfordringer, som man ikke har handlet på endnu. En stor gruppe børn og unge lider dagligt under den mislykkede inklusionsreform fra 2012. Et helt årti har børn og unge været forsøgskaniner i et inklusionseksperiment uden tilstrækkelige ressourcer og kompetencer i folkeskolerne. Hensigterne var gode, men rammerne helt utilstrækkelige.

Den forfejlede inklusion går hårdt ud over de børn, der har brug for særlig støtte. Mange børn og unge går ikke bare glip af undervisning, men også af vigtige fællesskaber. Den politiske tavshed på det område er larmende, og initiativerne stort set ikkeeksisterende. Børns Vilkår ser det som et svigt af børn og kommer til fortsat at kæmpe for at få alle tilbage i skolen.

En anden udfordring, som har set for få fremskridt i de 10 år, som er gået, er det fortsat høje niveau af fysisk og psykisk vold mod børn.

PÅ POSITIVSIDEN HAR etablering af børnehusene rundtom i landet styrket opsporing og udredning af vold mod børn, men statistikken peger på et højt og relativt konstant niveau af vold. Nok er volden faldet i nogle grupper, men i andre er den psykiske vold taget til, eller samfundet har stiltiende accepteret vold som en kulturelt betinget faktor.

Børn lever stadig med vold i årevis, før de bliver set og hjulpet, og det er nærliggende at frygte, at en del af de voldsudsatte børn vil være i risiko for selv at blive voldelige forældre.

Heldigvis har der været stigende fokus på især partnervold – som også rammer børn – men samfundets indsats for at nedbringe vold mod børn er fortsat helt utilstrækkelig. Det virker, som om de fleste har glemt vores egen verdensmålsforpligtelse til at stoppe vold mod børn senest i 2030.

BØRNS VILKÅR VIL KRAFTIGT styrke sin indsats på dette område i de kommende år, men også her er vi afhængige af politiske initiativer, som styrker kommunernes ressourcer og muligheder på området.

Den aktuelle debat om skærmtid og skærm i skolen er vigtig og har mange perspektiver. Mange forældre har svært ved at få deres børn i tale, når børnene lever intense onlineliv, og forældrene har samtidig et meget ringe indblik i dette liv. Skolelærerne har på samme måde svært ved at konkurrere med de sociale mediers evindelige krav om børnenes opmærksomhed, og børnenes evne til koncentration og fordybelse går den forkerte vej. Avancerede psykologiske mekanismer, som spil og andre platforme bruger for at maksimere børns tid på nettet, vinder ofte over de fysiske fællesskaber.

I realiteten har vi mange flere spørgsmål end svar på de udfordringer. Der er klart brug for bedre digital dannelse af både børn og voksne samt lokalt vedtagne ”god skik”-regler for, hvordan man er mentalt til stede i undervisning og andre fællesskaber.

Vi er endnu novicer i forhold til at udvikle en sund digital kultur, men centrale forbud rettet mod børn er næppe vejen frem.

Derimod er stærkere regulering af techgiganter et must, men her går vejen via Bruxelles og EU, da små lande som Danmark ikke kan stille meget op over for de meget stærke økonomiske kræfter, der er i spil.

BØRNS VILKÅRS ROLLE har naturligvis også været i rivende forandring de seneste 10 år – ikke mindst har Danmark bredt set øget støtten til vores arbejde.

Det har betydet, at vi har kunnet hjælpe langt flere børn og unge gennem rådgivning og indsats i skolerne.

Selvom jeg forventer, at Børns Vilkår også fremover vil få flere kræfter, er det dog langtfra nok til at vende den bekymrende udvikling, som jeg har beskrevet.

Det vil kræve en større politisk vilje og prioritering, end der er udsigt til lige nu, og at også andre dele af civilsamfundet styrkes – ikke mindst de vigtige fællesskaber i idræts- og foreningslivet.