Debatindlæg, bragt i Kristeligt Dagblad 20. november 2024
Af Rasmus Kjeldahl, Direktør, Børns Vilkår
Børn skal vide, at de har ret til at blive beskyttet mod vold og overgreb. De skal vide, at omsorgssvigt aldrig er deres skyld. Det er der brug for. Også i Danmark.
Det er svært for et barn at råbe op og række ud efter en voksen, hvis ikke det kender dets rettigheder og ved, at det har krav på hjælp.
Derfor er det dybt alarmerende, at 6 ud af 10 elever i udskolingen ikke har kendskab til Børnekonventionen.
Tallene er fra den seneste data, som Børns Vilkår har indsamlet i forbindelse med vores rettighedsworkshops på mellemtrinet og i udskolingen. I alt er 823 elever blevet spurgt, hvor meget de ved om Børnekonventionen. Og for næsten 60 procent af eleverne er svaret ’Ingen viden’.
Er det et problem, vil du måske spørge? Børn har det jo godt her i Danmark. Alle har adgang til uddannelse og gratis lægehjælp. Her er ingen krig, og alle har tag over hovedet.
Men ja, det ER et problem. Det er nemlig langt fra alle børn i Danmark, der oplever den tryghed og omsorg, de har ret til ifølge FNs Børnekonvention. Og det er langt fra alle børn, der bliver beskyttet mod overgreb eller vold.
Næsten hver fjerde elev i 8. klasse har været udsat for fysisk vold fra en eller flere forældre. Det er mange i et land, hvor vold mod børn og unge blev gjort ulovligt for mere end 25 år siden.
Samtidig bliver børn og unge på sociale medier dagligt udsat for billeddeling, grooming og afpresning for penge eller seksuelt materiale. Og trods retten til at blive hørt og inddraget, bliver børn og unge fortsat ikke inddraget nok, når kommunen behandler deres sag.
Det og en lang række andre brud på børns rettigheder, fremgår blandt andet af Børns Vilkårs rapport ’Svigt af børn i Danmark’, der udkom tidligere på året.
Overgreb er aldrig barnets skyld
Når en voksen krænker et barns rettigheder, skal barnet vide, at det ikke er i orden. Det skal kende sine muligheder for at handle og vide, at det har krav på hjælp. Ellers stiller vi barnet i en endnu mere sårbar situation.
Det er vores erfaring fra BørneTelefonen, at mange børn, der oplever utryghed og vold i hverdagen, ikke ved, hvad de kan gøre for at ændre på deres situation.
En 14-årig pige beskriver det sådan her:
”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Min far er alkoholiker og det har han været i mange år, han bliver meget ubehagelig overfor mine søskende mig og min mor. Han bliver meget voldelig, og tit er det mig, der skal stoppe ham i at prøve og slå min mor.”
Fra vores samtaler på BørneTelefonen ved vi også, at skyld og skam fylder hos de børn, der bliver udsat for vold og omsorgssvigt.
Mange bebrejder sig selv, og siger for eksempel: ”Det var min egen skyld. Jeg skulle have ladet være med at tale grimt eller svare igen.”
Eller: ”Jeg skulle også bare have ladet være med at spilde mælk på gulvet. Hvis ikke jeg havde gjort det, havde far aldrig slået mig.”
Et politisk ansvar
I dag er rettighedsundervisning i folkeskolen en del af det obligatoriske, men timeløse emne ’Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab’. Men eftersom 6 ud af 10 elever ikke kender Børnekonventionen, tyder noget på, at det ikke bliver prioriteret.
Derfor er det i høj grad et politisk ansvar at sikre, at rettigheder bliver gjort obligatorisk i de skemalagte fag i grundskolen. Både som fagligt indhold og som en tilgang, hvor elevernes rettigheder bliver tilgodeset i måden, undervisningen bliver tilrettelagt på.
Børnekonventionen bør inkorporeres i hele skolegangen og måden at tænke på. Det er ikke nok med en emneuge eller en enkelt time på skemaet.
Rettigheder giver børn handlemuligheder
Hvis børn kender deres rettigheder og krav på beskyttelse og hjælp, giver vi dem mulighed for at handle og række ud.
Det er med til at give børnene en følelse af, at de er noget værd: At de har ret til at blive hørt og ret til at blive hjulpet. Og samtidig er det med til at give børnene et sprog for at kunne tale højt om de krænkelser og svigt, de oplever, enten derhjemme, i skolen eller i den digitale verden.
Lad os derfor bruge den internationale børnerettighedsdag d. 20. november som anledning til at forpligte politikerne på at implementere børnekonventionen. Ikke blot i den daglige undervisning, men i alle aspekter af børnenes liv.
Børn skal vide, er det er de voksnes ansvar at beskytte dem. Aldrig børnenes.
rapport
Svigt af børn i Danmark 2024
Svigt er stadig en del af barndommen for alt for mange børn og unge i Danmark.
Læs de nyeste tal i rapporten “Svigt af børn i Danmark”
Nyhedsbrevet er til dig, som gerne vil vide mere om, hvordan vi sammen kan gøre det bedre for børn og unge i Danmark.
Her får du fx gode råd til at forebygge mobning og svigt, gøre skilsmissen lettere og lære dine børn at navigere i en digital verden.
Du kan til enhver tid framelde dig
"*" indikerer påkrævede felter
Børns Vilkår passer godt på dine personoplysninger, og vi behandler dine personoplysninger i overensstemmelse med den gældende databeskyttelsesforordning og databeskyttelseslov.
Du kan læse mere om vores databehandling og dine rettigheder i vores privatlivspolitik