Forfatter: SANNE LIND, BØRNEFAGLIG KONSULENT I BØRNS VILKÅR
Debatindlægget er oprindeligt bragt i Politiken d. 9.8.2023
Et år på efterskole flyver forbi. Sørg for at nyde tiden og at se dit barn udvikle sig og få store oplevelser og livslange minder helt på egen hånd.
NERVØSITET, ÆNGSTELSE og forventningsfuldhed bobler rundt i kroppen, idet forældrene kører væk i perlegruset, og den nye elev lades tilbage på gårdspladsen foran det, der skal danne ramme om nogle af de mest formative oplevelser i et ungt menneskes liv. Nemlig efterskolen.
I løbet af de kommende uger oprinder en stor dag for unge mennesker over hele landet, der for første gang flytter hjemmefra for en stund og ind i smørhullet mellem endnu fremmede venner.
For rigtig mange venter et år, de sent vil glemme, med nye bekendtskaber, der måske er for livet. Mange unge tager på efterskole, fordi det giver mulighed for nye spændende oplevelser, mens det for andre vil være en måde at undslippe mobning og mistrivsel på, der måske har kendetegnet børnenes skolegang hidtil.
På BørneTelefonen og Hørt modtager vi henvendelser fra kommende efterskoleelever, der er bekymrede for, hvad de har i vente. Vil jeg passe ind? Går jeg glip af noget, mens jeg er væk? Kan jeg undvære mine forældre? Får jeg nogen venner?
En 15-årig dreng skriver for eksempel: »Jeg er meganervøs for at tage på efterskole. Når jeg kigger på nogle af efterskolens videoer, og der er tagget elevprofiler, ser jeg mange med over 1.000 følgere, det gør mig usikker på, om man skal være ‘populær’ for at tage på efterskole«.
En anden kommende efterskoleelev skriver:
»Jeg er en pige på 14, som skal på efterskole efter sommerferien. Jeg glæder mig helt vildt, da jeg de sidste år ikke rigtig har haft så mange venner. Problemet er bare, at jeg lider af angst. Jeg er supernervøs for, om folk vil kunne lide mig, og selv hvis de kan, hvordan holder man så en samtale i gang?«.
DET ER VIGTIGT, at vi forældre tager børns bekymringer alvorligt. Og der er flere ting, man kan gøre for at hjælpe sit barn til den bedste start på efterskole.
Som forældre kan man være med til at opbygge positive forventninger til efterskoleopholdet. Tal for eksempel med dit barn om, hvad han eller hun glæder sig til, og hvad de tror bliver det sjoveste. Men hold igen med fortællinger om, at barnet skal finde venner for livet og have det bedste år nogensinde. Det kan opleves som et unødvendigt pres.
De fleste forældre vil være stolte, når deres barn rykker ind på efterskolen. Men for mange vil det også opleves sorgfuldt at skulle sige farvel til sit store selvstændige barn. Det ved jeg, for jeg har selv gjort det flere gange.
VI SKAL SOM forældre være opmærksomme på, at vi ikke lader vores savn smitte af på barnet. Det er okay at tiltvinge sig et langt farvelkram, men udstrål for alt i verden, at du tror på projektet og på, at dit barn vil klare sig godt.
Man kan som forælder nemt få lyst til at kontakte sit barn jævnligt for at forsikre sig om, at barnet trives.
Men her er det vigtigt, at man holder igen og lader barnet få ro til at falde til i de nye omgivelser. Stol på, at der er dygtige voksne omkring barnet.
Det kræver meget energi at starte på efterskole. Det skal vi som forældre have respekt for.
Det er derfor en god idé at slippe forventningerne til sit barn, når han eller hun er hjemme fra efterskolen en weekend. Det er også vigtigt, at vi sender vores børn af sted på efterskole med en forståelse af, at fællesskabet på skolen er vigtigt, og at det er en fælles opgave at få det til at lykkes.
Der er børn, der starter på efterskole uden at have et stærkt netværk hjemme. For mange af dem vil det være ekstra sårbart at starte på efterskole, fordi det kan have store konsekvenser, hvis det ikke lykkes at fuldføre skoleåret.
Skolen har naturligvis ansvaret i forhold til de elever, som har ekstra brug for støtte og omsorg, men det er også noget, vi som forældre kan have en særlig opmærksomhed omkring.
Send derfor dit barn af sted med en opfordring til at gøre sit for, at alle føler sig som en del af fællesskabet, og at ingen lades alene.
Det allervigtigste råd til nye efterskoleforældre er at lytte. Ringer dit barn hjem og savner og vil hentes, så lad være med at forsøge at fikse hjemveen.
Prøv bare at lytte og lade barnet ventilere. Mange gange vil det være nok til, at barnet samler kræfter til og mod på at tage en dag mere. Og en dag mere. Og en dag mere.