Organisationer i opråb: Børn og unge tager hul på et nyt skoleår – for mange er det forbundet med ondt i maven

Artiklen er oprindeligt bragt i Politikken d. 06.08.2024

Skal vi komme mobningen til livs, er det nødvendigt, at skolerne tager et langt større ansvar. Ingen børn bør starte et nyt skoleår med ondt i maven.

Børn og unge i hele landet vender i denne uge tilbage til skolen efter sommerferien. De fleste glæder sig til at se deres klassekammerater. Men for mange børn er gensynet med skolen forbundet med utryghed og ondt i maven.

Som en niårig pige skriver til BørneTelefonen:

»Jeg starter i 5. klasse efter sommerferien. Pigerne i min klasse bruger allerede makeup, men det gør jeg ikke. Fordi jeg ikke går op i makeup og de nye trends, truer de mig og mobber mig, og nogle gange slår de mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig grim.«

For pigen og tusindvis af andre børn er skolestarten forbundet med frygten for at blive mobbet af andre børn, grinet ad og holdt uden for fællesskabet. Og det, på trods af at vi her i landet har gjort en kæmpe indsats for at forebygge mobning.

12,1 procent af eleverne i 4. til 9. klasse har inden for det seneste skoleår oplevet mobning Det svarer til tre elever i hver klasse og er det højeste tal nogensinde registreret i de årlige nationale trivselsmålinger.

Vi er med andre ord langtfra i mål.

Tværtimod.

Skal vi komme mobningen til livs, er det nødvendigt, at skolerne tager et langt større ansvar

Spørgsmålet er, hvorfor mobning stadig er et problem.

I Børns Vilkår, Red Barnet og Mary Fonden har vi mange års erfaring med at understøtte skoler i at arbejde systematisk med elevers trivsel. Og vi ved fra vores fælles indsats med programmet Skolestyrken, hvad der virker ude på skolerne, når det kommer til at forebygge og håndtere mobning.

Blandt andet ved vi, at en tydelig fælles antimobbestrategi er en vigtig forudsætning for at udvikle en skolekultur, hvor mobning har svære betingelser.

Men noget af det, vi desværre kan se, når vi kommer ud på skolerne, er, at mange af antimobbestrategierne er endt som skuffedokumenter.

For eksempel viser data fra arbejdet med Skolestyrken, at det er under halvdelen af lærerne, der mener, at skolens strategi hjælper dem i deres arbejde med at håndtere og forebygge mobning. En femtedel kender slet ikke skolens strategi.

Den manglende fælles forståelse af, hvordan man spotter og håndterer mobning, har betydning for, hvordan man som lærer, skoleleder og pædagog griber ind over for mobning. Men det betyder også, at en stor del af mobningen ude på skolerne går under radaren.

Skolernes ansatte ser det ofte ikke, og eleverne undlader at fortæller det. Enten fordi de ikke har tillid til, at de voksne er i stand til at gøre noget ved det, eller fordi de er bange for, at de voksne handler på en måde, der får mobningen til at eskalere.

Blandt andet viser en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder og Børns Vilkår, at kun 11 procent af de elever, der har oplevet mobning relateret til etnicitet, har delt det med en lærer eller en pædagog.

Fra de seneste års forskning ved vi, at konsekvenserne ved mobning er langt alvorligere, end man troede tidligere. Børn, der bliver mobbet, har øget risiko for skolefravær, ensomhed, overvægt, selvskadende adfærd og har mindre sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse. Mobning går ud over børnenes tro på, at de har værdi som menneske og kan række langt ind i voksenlivet.

Derfor er det afgørende, at vi er i stand til at forstå mobningens mekanismer.

På nogle skoler oplever vi, at der stadig hersker en forældet forståelse af, at det er enkeltindivider, der bærer ansvaret for mobning.

Men al erfaring viser, at det sjældent stopper mobningen på sigt kun at sætte ind over for det barn, der mobber. Tværtimod er det med til at skabe mere utryghed og mere mobning.

En tydelig fælles antimobbestrategi er en vigtig forudsætning for at udvikle en skolekultur

I dag ved vi fra forskningen, at mobning udspringer af utrygge fællesskaber. Skal vi komme mobningen til livs, må vi derfor væk fra, at det er det enkelte barn, der er problemet, og i stedet have fokus på de fællesskaber, som børnene er en del af.

Alle børn er afhængige af at være en del af fællesskabet. Alene tanken om at stå uden for fællesskabet kan gøre børn sårbare og usikre. Og for nogle børn kan mobning være en måde at lindre denne usikkerhed på. Ved at holde andre udenfor sikrer de deres egen plads i fællesskabet.

Derfor er det også vigtigt, at man som lærer og pædagog er opmærksom på, om der er tegn på utryghed i børnenes fællesskaber.

Et tegn på et utrygt fællesskab kan for eksempel være, at der er en hård tone i klassen. Eller det kan være, at ingen tør række hånden op eller sige noget af frygt for at blive gjort til grin eller lave fejl.

Det kan også være, at der i klassen er nogle stramme normer for, hvordan man skal se ud, eller hvad man må sige og gøre for at blive accepteret af fællesskabet.

Skal vi komme mobningen til livs, er det nødvendigt, at skolerne tager et langt større ansvar. Bekæmpelse af mobning er et fælles professionelt anliggende. Det kræver, at skoleledelsen prioriterer det og skaber grundlaget for en helhedsorienteret indsats.

Vi skal som fagprofessionelle have blik for de utrygge fællesskaber og sikre, at der er et tillidsfuldt rum, så eleverne tør sige det højt, når de oplever mobning.

Det skylder vi de børn, der er bekymrede over, hvad der venter dem, når de vender tilbage efter sommerferien. De har brug for voksne omkring sig, der passer på dem.

Ingen børn bør starte et nyt skoleår med ondt i maven.