1 year ago
276
Af Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår og Bente Boserup, tidligere chef for BørneTelefonen
Bragt som debatindlæg i Jyllands-Posten den 27. februar 2023
En barndom er gået, siden vi første gang i 2008 underrettede på 44 børn fra den kristne sekt under Ruth Kristiansen – det tidligere Faderhuset.
Vi var bekymrede for, at børn var udsat for indoktrinering, vold og dæmonuddrivelser.
Siden har afhoppere stået frem i flere medier med fortællinger, der har forstærket vores bekymringer. Senest her i avisen, hvor en mor til tre børn har fortalt om hårdhændet børneopdragelse med endefulde, lussinger og adskillelse fra forældre. Om at være en del af en såkaldt flok og om voksne, der straffede hinanden.
Voldsomme forhold, ingen børn skal vokse op under. Men som mange tilsyneladende alligevel har levet med i flere år, uden at myndigheder greb ind.
Lolland Kommune stod med det primære ansvar, men til trods for alarmklokker, der bimlede så kraftigt, at de skulle være gået så langt, som loven overhovedet tillader det, gik de ikke længere end en varslet § 50-undersøgelse (børnefaglig undersøgelse af ressourcer og eventuelt behov for støtte), hvor de intet fandt.
Det er naivt at tro, at man kan udarbejde en retvisende undersøgelse i en lukket sekt med forældrene til stede. For os er det tydeligt, at sagen er gennemsyret af dårlig dømmekraft. Lolland Kommune har ikke kun haft én chance for at reagere, men må have ignoreret flere faresignaler gennem årene.
Hvorfor undrede de sig f.eks. ikke i 2016, da en række børnefamilier i nattens mulm og mørke rejste ud af landet? Endda når de selvsamme familier var blevet undersøgt for mistanke om vold og omsorgssvigt: »De her familier er nok de mest velundersøgte familier i Lolland Kommunes historie. Vi har løbende fået indberetninger på dem. Ingen af vores undersøgelser har fundet frem til noget, som har kunnet begrunde, at vi skulle gribe ind«, siger kommunaldirektøren i Lolland Kommune, Thomas Knudsen, til Jyllands-Posten.
Det ville ellers være god timing, hvis kommunen begyndte at tage ansvar for det, der ser ud til at være gået så galt. I stedet er myndigheder og politikere gået i gang med at skubbe sagen rundt mellem sig.
Det er ikke godt nok.
Vi forventer derimod, at sagen som minimum giver anledning til, at kommunernes praksis i denne typer sager ændres.
Det betyder ikke, at alle myndigheder og professionelle skal have indsigt i de særlige dynamikker og spilleregler, der er i en lukket sekt.
Men vi kan og skal faktisk forvente, at de gør alt for at indhente den viden, det kræver, for at lave en brugbar vurdering og sørge for, at børnene får den hjælp, de har brug for.
I den her sag er der nærmere sket det omvendte.
Faktum er, at det ikke er første gang, vi hører om det, der tyder på alvorlige omsorgssvigt i den kristne sekt.
Faktum er også, at Ankestyrelsen – vores uafhængige og øverste klageinstans – har fulgt stiltiende med siden 2008 uden at rette op på Lolland Kommunes tydeligt mislykkede håndtering i sagen.
Vi håber, at efterspillet denne gang bliver anderledes. At de alvorlige mistanker ikke igen bliver tiet ihjel, indtil næste gang et medie graver lignende ting frem.
Vi skal lære af sagen og sørge for, at det ikke gentager sig.
Det kræver først og fremmest, at nogen tager ansvar.
Dernæst kræver det, at vi tør reagere på det, der bekymrer. Både hjemmeundervisning og hjemmepasning bør f.eks. være risikofaktorer, som myndigheder skal have en særlig opmærksomhed på.
Når familier isolerer sig fra fællesskabet, tager deres barn ud af dagtilbud og skoler og i stedet lukker sig om sig selv, så skal det give anledning til undren og et ekstra vågent øje.
Det her er et årelangt og åbenlyst alvorligt myndighedssvigt over for nogle af de mest udsatte børn.
Lad det ikke stå uforløst hen. Myndighederne skal stramme gevaldigt op og udvise langt bedre dømmekraft.
English (US)