Børn har ikke brug for skældud for at lære forskel på rigtigt og forkert

Debatindlægget er oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad d. 07.04.2024.
Af Malene Angelo, psykolog i Børns Vilkår.

Skældud er, når voksne møder børn på en uvenlig måde uden at tage hensyn til barnets følelser og uden at hjælpe barnet videre. Skældud i et skadeligt omfang er mere udbredt, end man skulle tro

At man afholder sig fra at skælde sine børn ud, er ikke det samme, som at børn skal diktere alting i hjemmet, eller at deres handlinger skal være konsekvensløse. Det er ellers nogenlunde sådan, kritikere gerne vil fremstille det. Jeg kender imidlertid hverken til psykologiske eller forskningsmæssige argumenter for, at børn skulle have brug for skældud for at lære forskel på rigtigt og forkert. Tværtimod.

Der findes efterhånden rigtig meget dokumentation for, hvorfor vi ikke skal råbe vredt ad vores børn, isolere dem når de har gjort noget, de ikke må, eller straffe dem med tavshed eller skældsord. Der er andre langt mere hensigtsmæssige måder at opdrage sine børn til at blive livsduelige og omsorgsfulde mennesker.

I Børns Vilkår mener vi, der er tale om skældud, når voksne møder børn på en uvenlig måde uden at tage hensyn til barnets følelser og uden at hjælpe barnet videre fra den svære situation. Om det er direkte skadeligt, afhænger blandt andet af, hvor hyppigt det sker. Hvis man en sjælden gang mister overblikket og hæver stemmen, men i øvrigt undskylder og trøster sit barn efterfølgende, er der ingen skade sket.

Skældud i et skadeligt omfang er imidlertid mere udbredt, end man skulle tro. Den britiske psykolog Peter Fonagy, der har beskæftiget sig indgående med skældud, anslår, at der foregår skadelig skældud i omkring 25 procent af alle familier. Der er for mig at se ikke nogen umiddelbar grund til at tro, at det skulle forholde sig meget anderledes herhjemme.

I den seneste velfærdsrapport fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, angiver hele 45 procent, at de skælder deres treårige barn ud hver uge. Heldigvis tyder samme undersøgelse dog også på, at danske børn får mindre skældud i dag end for bare 10 år siden.

Det er på grund af den udvikling blevet et generationsspørgsmål, om man skælder ud eller ej. I begyndelsen af februar kunne man på baggrund af en meningsmåling læse i Berlingske, hvordan der ofte opstår konflikter i familier, når de første børnebørn kommer til. Den ældre generation oplever moderne børneopdragelse som inkonsekvent. De synes, at børn bestemmer for meget og irettesættes alt for lidt.

Det er helt misforstået, at børn skal afrettes med skældud, før de lærer, hvordan man skal opføre sig. Faktisk forholder det sig i mange tilfælde omvendt.

Børns selvopfattelse afhænger nemlig i høj grad af, hvordan de bliver opfattet af deres nærmeste voksne. Når mor eller far, eller andre nære omsorgspersoner, kalder et barn for umulig, irriterende, dum eller dårlig, risikerer det at blive barnets oplevelse af, hvordan eller hvem barnet er.

Børn, der får skældud, vil blandt andet af den grund også have sværere ved at danne venskaber med andre børn. Det er svært at finde sin plads i et fællesskab, hvis man ikke grundlæggende tror på, at man er en, der er værd at lege med.

Når der foregår skældud i en daginstitution eller i andre sammenhænge, hvor der er flere børn samlet, vil det også have den meget uheldige konsekvens, at de børn, der er tilskuere til skideballen, risikerer at forstå, at det barn, der får skældud, skal man holde sig fra. Det kan man blandt andet se i en undersøgelse, vi har lavet i Børns Vilkår.

Af undersøgelsen fremgår det, at børn, der mange gange har fået skældud af en voksen, i højere grad end andre har oplevet ikke at måtte være med i en leg i børnehaven. Den oplevelse deler hele 48 procent af de børn, der har fået skældud mange gange.

Der pågår for tiden en meget relevant debat om de mange krav, normer og idealer, moderne forældre er underlagt. Der hersker en perfekthedskultur, hvor forældre i bestræbelserne på at gøre alt rigtigt og af angst for at gøre noget forkert, ender med total opofrelse og udkørthed, som hverken forældre eller børn har gavn af.

Diskussionen om skældud er derfor sårbar, fordi vi risikerer at lægge yderligere skyld og skam på skuldrene af en i forvejen hårdt presset forældregeneration. Jeg vil imidlertid gerne anfægte forestillingen om, at det at undgå at skælde ud kræver mere af forældre end det modsatte.

Skældud virker muligvis efter hensigten her-og-nu; barnet kommer hurtigere i tøjet eller stopper med at larme, men på den lange bane skaber det ikke færre konflikter med ens barn at skælde ud.

Børn stopper med at lytte til voksne, hvis de ikke har tillid til, at voksne forstår dem og vil hjælpe dem, men i stedet altid forventer, at de får en skideballe. Det risikerer at blive en ond cirkel, hvor børnene udvikler uhensigtsmæssige måder at udtrykke deres behov og vilje på. Måder, der måske kan gøre dem sværere at holde af end andre børn.

Det vil i mange tilfælde betyde, at også professionelle voksne skælder mere ud på de børn, der oplever at få meget skældud derhjemme. Det på trods af, at netop denne gruppe af børn har ekstra meget behov for, at vi er tålmodige med dem, udviser udstrakt omsorg, støtter dem i at indgå i relationer med andre børn og i at genvinde tilliden til voksne.

Derfor er det så vigtigt, at vi har stærke dagtilbud med relationskompetente voksne, som formår at møde børn med ro og empati, uanset hvilke udfordringer de måtte have, og hvilke erfaringer de har med hjemmefra.

Vi har historisk en forståelse af skældud, som et centralt element af børns opdragelse. Den mangeårige overbevisning er det rigtig vanskeligt at ændre ved, og det sker ikke fra den ene dag til den anden. Men både forældre og fagpersoner skælder mindre ud, når de er opmærksomme på konsekvenserne af skældud, og når de kender til alternativerne.

Det er også vigtigt at få sagt, at ingen kan forventes at være eksemplariske hver eneste dag. Børn sætter vores tålmodighed på prøve, og det kan ske for alle, at man kommer til at hæve stemmen eller får sagt noget, man ikke mener. Særligt når vi er fortravlede, trætte og pressede af andre ting i vores liv.

Det er så bare vigtigt, at man forstår, hvorfor det ikke var hensigtsmæssigt, at konflikten med barnet udviklede sig, som den gjorde, og hvad man kan gøre for at reparere relationen igen her og nu. Man skal øve sig i at stoppe op, tage en dyb indånding og finde roen i stedet for at skælde ud. Og i øvrigt prøve at forstå sit barns reaktion: Hvad prøver mit barn egentlig at fortælle mig, at det har brug for lige nu?