Debatindlægget er også bragt i Politiken d. 1. maj 2024.
Af Malene Angelo, psykolog i Børns Vilkår.
Der er brug for en større anerkendelse af, hvor mange ressourcer små børn bruger på at forholde sig til store skift i deres liv. Det gælder både, når de starter i dagtilbud som helt små, og når de herefter løbende skifter mellem institutioner og nye voksne. Den anerkendelse mangler tilsyneladende i tilrettelæggelsen af tidlig sfo.
Inden for de kommende uger starter mange af de ældste børnehavebørn over hele landet i såkaldt tidlig sfo. Konceptet er stadig relativt nyt, men også allerede meget udbredt. Det er i dag snarere reglen end undtagelsen, at børn stopper i børnehave foråret inden deres egentlige skolestart.
Skift og overgange i et eller andet omgang er selvsagt uundgåeligt, men det er ikke umuligt at minimere dem, ligesom vi kan gøre meget mere for at hjælpe børn trygt igennem dem, end det er tilfældet i dag. Det kræver imidlertid, at vi begynder at skele mere til små børns trivsel end til potentielle besparelser.
Der skal være virkelig tungtvejende grunde, før man indsætter ekstra skift i børns liv. Ift. tidlig sfo synes de grunde at være overvejende økonomiske. Det er nemlig de færreste kommuner, der tildeler samme ressourcer til børn i tidlig sfo, som de gør til børnehavebørn. Det ville jo for så vidt være underordnet, hvis ikke det var, fordi børns trivsel ikke synes at blive bedre af at have gået i tidlig sfo – en undersøgelse fra Vive har tilmed vist, at det i nogle tilfælde forholder sig omvendt. Og så mister konceptet sin berettigelse.
Jeg vil dog slet ikke afvise, at der, hvis en børnehave og skole i fællesskab evner at tilrettelægge en organiseret praksis omkring tidlig skolestart, kan være fordele ved det. Vi ved, at børn trives godt med forudsigelighed og tydelige rammer. Børn overkommer lettere store forandringer, hvis de er forberedt på dem, og hvis de bliver langsomt fortrolige med det nye.
Der er også masser af gode pædagogiske intentioner at spore, når man gransker forskellige skolers informationsmateriale til nye forældre, ligesom jeg oplever, at det pædagogiske personale strækker sig langt for at få det hele til at glide bedst muligt.
Tidlig sfo kan altså for mig at se godt fungere som et hensigtsmæssigt redskab til at sikre en tryg skolestart. Man skal bare ikke tro, at det kan gøres gratis.
Jeg har for nylig besøgt en skole i det indre København, hvor man som noget nyt har dedikeret en fuldtidsansat medarbejder alene til at koordinere det arbejde, der centrerer sig omkring tidlig sfo. Det har man netop gjort i erkendelse af, at det ikke er hensigtsmæssigt at drifte tidlig sfo ud fra et sparehensyn.
Vedkommende begynder allerede i efteråret med at invitere de ældste børnehavebørn i skoledistriktet til det første besøg på skolen. Formålet er, at børnene, allerede et halvt år inden de skal starte i tidlig sfo, får dannet sig et indtryk af de nye rammer og får sat ansigt på de mennesker, der senere skal blive deres lærere. De får på den måde skabt et udgangspunkt for at kunne tale med deres børnehavepædagoger og forældre om det, der venter.
Dertil kommer forventningsfoldere, der skal sendes ud og forældre, der skal til opstartsmøder.
Så skal børnehavebørnene på besøg. Forældre udfylder et spørgeskema, hvor de svarer på, om der er omstændigheder i hjemmet, det vil være værdifuldt for skolen at kende til forud for barnets skolestart, ligesom de svarer på, hvad barnets interesser er, og hvad der enten fungerer eller kan risikere at udfordre i forhold til barnets sociale liv, sprog, motorik og så videre. Alt sammen for at skolen har det mest fuldstændige billede af, hvordan man bedst hjælper hvert enkelt barn til så smidig og tryg en skolestart som overhovedet muligt.
Foruden alle de førnævnte initiativer vil det også i mange tilfælde være nødvendigt at se på skolens fysiske rammer. De helt små børn vil typisk have brug for et indskolingsmiljø, hvor de ikke skal forholde sig til alt for mange børn og voksne på en gang. På store skoler kræver det en selvstændig afdeling med eget udendørs legeområde o.l.
Det kan alt sammen virke som et omstændeligt stykke arbejde – og er det for så vidt også.
Det er i hvert fald ikke foreneligt med den herskende forestilling om tidlig sfo som et initiativ, der mest handler om at spare lidt på de pædagogiske normeringer nogle måneder tidligere, end der oprindelig har været tradition for.
Der findes heldigvis masser af lignende eksempler på skoler andre steder i landet, der på samme måde som den skole, jeg netop har besøgt, praktiserer gennemtænkte modeller for en tryg skolestart. Nogle kommuner har ansat en såkaldt samskabende pædagog, der er to dage i børnehaven og tre dage i skolen og på den måde bliver en tryg overgangsfigur både for de børn, der har sfo-starten foran sig, og for dem, der er rykket videre i 0. klasse. Fælles for de gode eksempler er imidlertid forståelsen af, at det ikke er omkostningsfrit at sikre en tryg skolestart for så små børn.
Potentialerne ved tidlig sfo er med andre ord mange. Det samme er de pædagogiske intentioner, men de er også indlysende vanskelige at indfri, så længe kommunerne ikke prioriterer de nødvendige ressourcer til arbejdet. Kommunerne bør droppe ideen om tidlig sfo, medmindre de er villige til at betale for at praktisere den ordentligt.
Livet med småbørn
Livet med små børn kan være fyldt med store og små konflikter. Ofte kan man opleve, at ens barn slet ikke vil det, man selv har planer om. Det lille barns store følelsesudbrud kan være svære at forstå og kan vække frustration hos enhver forælder.
Nyhedsbrevet er til dig, som gerne vil vide mere om, hvordan vi sammen kan gøre det bedre for børn og unge i Danmark.
Her får du fx gode råd til at forebygge mobning og svigt, gøre skilsmissen lettere og lære dine børn at navigere i en digital verden.
Du kan til enhver tid framelde dig
"*" indikerer påkrævede felter
Børns Vilkår passer godt på dine personoplysninger, og vi behandler dine personoplysninger i overensstemmelse med den gældende databeskyttelsesforordning og databeskyttelseslov.
Du kan læse mere om vores databehandling og dine rettigheder i vores privatlivspolitik