Drenge skjuler deres mistrivsel bag sixpacks

Debatindlæg fra Altinget, 19. juni 2024.
Af Anders Dahlin Koefoed, ungefaglig konsulent i Børns Vilkår.

Undersøgelse afslører, hvordan snævre normer for maskulinitet påvirker drenges trivsel og skaber en facade af styrke, der ofte dækker over ensomhed og utilstrækkelighed. Ligestillingsministeren har ret i, at der er brug for en kulturforandring, skriver Anders Koefoed, som er ungefaglig konsulent hos Børns Vilkår

Drenge skal være høje og veltrænede. De skal være hakkede, seje og stærke.

Sådan lyder kropsidealet for drenge i en undersøgelse, vi har lavet blandt 8. klasses elever. Udadtil skal drengene helst virke mere ligeglade med deres udseende end pigerne, men har de en sixpack, er det et udtryk for, at de har styr på tingene.

At der bag musklerne kan gemme sig følelser af ensomhed, tristhed og utilstrækkelighed, er noget, drengene snakker mindre åbent om.

Selvom jeg ikke er sundhedsfaglig, er det svært at argumentere imod, at det som udgangspunkt er sundt at være fysisk aktiv. Som ungefaglig ser jeg dog også en bagside af træningen, når den bliver brugt til at undertrykke svære følelser, som ikke bliver sagt højt eller bearbejdet.

De snævre normer skaber mistrivsel
I en kvalitativ analyse, vi har lavet blandt unge mænd, fremgår det, at mændene ikke oplever, at det er legitimt at vise sårbarhed, fordi de er mænd, og flere af dem beskriver derfor, at de aktivt undertrykker deres følelser gennem hård fysisk træning.

En 18-årig mand siger: ”Når jeg er pissesur, så tager jeg bare ned i fitness, og så presser jeg mig bare, og så ryger al vreden ud der.”

Jeg vil gerne understrege, at det ikke i sig selv behøver at være en dårlig ting at træne, når man har det svært. Det kan faktisk hjælpe i forbindelse med for eksempel depression. Udfordringen opstår, hvis man ikke samtidig får talt med nogen om det, der er svært – fordi der kan være behov for støtte i at forstå, hvad træningen hjælper én med at håndtere.

Når vi debatterer drenge og mænds kropsidealer, er vi derfor også nødt til at gå et spadestik dybere og se på de snævre normer for, hvornår og hvordan man er en ’rigtig mand’.

Forventningen om, at en mand forventes at klare tingene selv, og at han skal dyrke og passe på sin krop, ser ud til at påvirke trivslen blandt mange drenge og unge mænd og begrænse dem i at række ud efter hjælp.

Derfor ser vi desværre også, at det er mænd, der fylder mest i statistikkerne, når det gælder for eksempel stofmisbrug, kriminalitet og hjemløshed, fordi de ikke får den rette hjælp i tide.

Som en anden af de unge mænd i vores førnævnte analyse siger: ”Vi har altid lært, at den stærkeste mand vinder. Helt nede fra vuggestuen af.”

Stærk og sårbar på samme tid
Manderollen er dog under forandring. Senest har sociale bevægelser som MeToo og diskussionen om øremærket barsel til fædre præget debatten om ligestilling og kønsstrukturer herhjemme.

Og når kendte mandlige sportsfolk, musikere og vores egen konge viser sårbarhed foran hele Danmark, så giver de mulighed for at spejle sig i mere og andet end fysisk stærk fremtoning – velvidende, at de står i en privilegeret position, der gør det mindre sårbart at, ja, fremstå sårbar.  

Udviklingen skubber til den traditionelle forestilling om maskulinitet, og det er der mange gode ting at sige om. Det betyder dog også, at mange drenge og unge mænd føler sig mere usikre på, hvad samfundet egentlig forventer af dem.

Det får nogle drenge og mænd til at blive tiltrukket af fællesskaber og influenter på digitale medier, som gør det nemt at abonnere på bestemte holdninger og dyrke et meget traditionelt maskulinitetsideal.

Dette forgrener sig helt ned på børneniveau, hvor jeg for nylig hørte om en 5. klasse, der havde udfordringer med, at drengene talte nedsættende til pigerne – til hjemkundskab havde de sagt til pigerne, at det er ’her i køkkenet, de hører til’.

Den rigtige mand findes ikke
Kropsidealer blandt drenge og mænd handler altså om mere og andet end sundhed og et godt udseende. Det handler også om snævre normer for maskulinitet, som vi ved skaber mistrivsel, og om den usikkerhed, der naturligt følger med, nu hvor normerne lige så stille udfordres og gør sårbarhed til en ressource i sig selv.

Politisk har ligestillingsminister Marie Bjerre meldt ud, at der er behov for en kulturforandring. For nylig lancerede hun en handlingsplan, der indeholder en række initiativer, der skal fremme drenge og mænds trivsel og ligestilling.

Handlingsplanens initiativer er næppe nok i sig selv, men vi ser positivt på den politiske opmærksomhed, for jo mere vi som samfund taler højt om de her udfordringer, desto mere udfordrer vi også det snævre maskulinitetsideal.

Jeg håber, at unge mænd fortsat vil finde fysisk og mental velvære i at træne, ligesom jeg håber, at de samtidig vil tale med nogen, hvis de har det svært. Det vigtigste er, at de erfarer, at ’en rigtig mand’ hverken er entydigt stærk, veltrænet eller sårbar. For ’den rigtige mand’ findes slet ikke.