Vi har fået flere henvendelser fra børn og unge på BørneTelefonen, som er blevet bange, efter de har hørt eller set, at en pige forsvandt fra sin avisrute. Vores tanker går til pigen og hendes familie, der er direkte berørt af den skrækkelige situation.
Hvis dit barn udviser uro og frygt for, at det samme vil ske for dem, og du selv er i tvivl om, hvordan du skal tale med dit barn om det, har vi lavet nogle forslag til, hvad du kan være opmærksom på.
Mange børn og unge er stødt på opslag på sociale medier eller har hørt voksne tale om pigens forsvinden under en avisrute. Hos flere børn og unge har det givet anledning til frygt og bekymring for dem selv og deres færden.
Nogle gange kan vi voksne tro, at vi ved, hvad der bekymrer barnet og måske sætte nogle flere bekymringer i gang. Derfor er det vigtigt først at lytte og spørge ind til barnets tanker. Det, vi voksne ser som det værste, er ikke nødvendigvis det, børnene er mest bange for.
Husk at tage dig tid til at lytte og svare på de spørgsmål, barnet måtte have.
Hvis vi ikke taler med børnene om forfærdelige oplevelser, der fylder meget i bl.a. medier og samtaler, efterlader vi dem med forklaringer og fantasier, der kan være endnu voldsommere.
Selvom dit barn måske ikke stiller direkte spørgsmål, kan det være vigtigt at invitere til en samtale, hvis du fornemmer, at dit barn har brug for det.
Det er dig, som kender dit barn bedst, og hvis fx du ved, barnet har hørt om situationen, udviser uro når det skal sove eller frygter at gå ud, er det særligt vigtigt at undersøge, hvad der påvirker barnet.
Samtalen med dit barn afhænger både af dit barns alder, hvad barnet har hørt, læst og forstået af situationen.
Du kan stille mere åbne og nysgerrige spørgsmål, som fx:
”Er der noget, som du går og tænker på?” og/eller “Jeg ved, at der er mange børn, der tænker over det der skete med pigen. Tænker du også på det?”
Tag barnets følelser alvorligt og svar så ærligt og konkret som muligt på spørgsmålene. Men målret dine svar til barnets alder.
Børn under 6 år skal, så vidt det er muligt, skærmes fra at se og høre voldsomme nyheder.
Er dit barn alligevel kommet til at høre noget, så giv barnet en meget enkel forklaring på, hvad der er sket. At en mand tog en pige, og han nu er anholdt, efter pigen er fundet igen.
Med små børn er det især vigtigt, at du gør tingene simple og konkrete og får spurgt til, hvad barnet forstår ved situationen. På den måde kan du bedre tilpasse din forklaring, så det passer til barnets logik, fantasi og behov for information
En del børn og unge er naturligvis bekymrede for om, dette kommer til at ske igen. Det er vigtigt, at vi ikke fortæller eller lover børn og unge noget, vi ikke kan holde.
Fortæl gerne dit barn, at sådan en situation sjældent sker i Danmark. Det er grunden til, at så mange voksne netop også er optaget af det. Og pigen heldigvis er kommet hjem igen, fordi politiet og rigtig mange voksne mennesker har hjulpet.
Det kan også være godt at forklare barnet, at politiet har anholdt en mand i sagen. Politiet er nu i gang med at undersøge, hvad der er sket.
Det er vigtigt, at børnene ikke overhører paniksamtaler voksne imellem. Som voksen skal du udstråle ro og tryghed. Tal derfor med andre voksne, når barnet ikke hører det, om dine egne oplevelser og bekymringer.
Børn skal selvfølgelig mærke, at hverdagen er, som den plejer, og høre, at de stadig kan være trygge. Forsøg derfor også at lade hverdagen fortsætte så genkendeligt og trygt som muligt. Og lad endelig børn og unge fortsat gøre det, de plejer.
Nogle børn og unge kan dog også blive nervøse for at gå alene, have brug for nogle ekstra forsikringer eller andre aftaler for en periode fx med en aftale om, at man sender en sms, når man er fremme i skolen, eller at der er nogen, de kan følges med.
ForældreTelefonen
Du er også velkommen til at kontakte Børns Vilkårs ForældreTelefon på 35 55 55 57, hvis du har brug for en mere konkret samtale om, hvordan du hjælper dit barn.
Vi rådgiver børn, unge og voksne
Hver dag, døgnet rundt, hele året sidder vores rådgivere klar til at lytte til og rådgive børn, unge, forældre og fagpersoner i Danmark.
Døgnåben
BørneTelefonen
Børnenes linje til rådgivning, trøst eller bare en voksen, der lytter
Døgnåben
HØRT
Online rådgivning til dig, som er ung, og har brug for nogen, der vil lytte
Åben i dag: 15-21
ForældreTelefonen
Rådgivning om børn til forældre, bedsteforældre og pårørende
Åbner mandag kl. 09
Bisidning
Få en gratis bisidder og skab tryghed ved børnesamtalen