Tal med dit barn om DE VOLDSOMME KAMPE I GAZA OG ISRAEL
Det er vigtigt, at forældre og andre voksne omkring børn er opmærksomme på, at børn og unge læser overskrifter, nyheder og disponeres for billeder, videoer og vidnesbyrd fra Gaza og Israel, som kan sætte tanker i gang, der kan gøre dem bange og bekymrede, og som kan være svære at få ud af hovedet igen.
Vi har samlet nogle forslag og råd til, hvad man skal være opmærksom på, når man taler med børn om de barske ting, der foregår i området netop nu.
Tal med dit barn
Børn og unge vil med al sandsynlighed bliver eksponeret for billeder, videoer og historier om kampene i Gaza og Israel. Hvis ikke på nyhedssites – så i skolegården eller på sociale medier. Det kan efterlade dem med mange bekymringer og spekulationer – især hvis de ikke får talt med en voksen om det, de har set eller hørt.
Spørg derfor dit barn eller elev, hvad de har set og hørt, og hvad de tænker om det. Vær opmærksom på overvejende at lytte, så du ikke fodrer frygten med dine egne betragtninger.
Hjælp børnene med at finde svar
Ofte har børn kun fanget brudstykker af den store historie, og det kan gøre dem unødigt bekymrede. Fx for om der kan komme mere krig i verden, eller om kampene mon også kan ramme Danmark.
Konflikten er eskaleret samtidig med, at krigen i Ukraine fortsat fylder i medierne, og børn har ikke et voksent overblik over, at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre. Derfor kan de nemt danne sig det indtryk, at der er krig og kampe alle vegne.
Forklar, så godt du kan og afstemt med barnets alder, hvad konflikten handler om. Du kan fx fortælle, at der har været angreb mellem de to stridende parter i mange år, fordi de ikke er enige om, hvem der har ret til at bo og bestemme over et bestemt område – konflikten har altså ikke noget med Danmark at gøre. Vis fx også på et kort, at konflikten udspiller sig langt fra Danmark. Men husk også, at børn godt kan tåle, at man siger “det ved jeg ikke”, hvis de stiller meget tekniske spørgsmål.
Hvis barnet har alderen til det, kan I også se UltraNyt sammen eller læse Børneavisen, som begge formidler nyheder i børnehøjde – også de barske af slagsen.
Vær opmærksom på børn med tilknytning til områderne
Vær opmærksom på, at der kan være børn i klassen eller omgangskredsen, som er personligt berørt af kampene, og som kan have brug for ekstra støtte lige nu.
Det kan være vanskeligt for børn at sortere i de forskellige fjendebilleder, de bliver disponeret for bl.a. på sociale medier.
Hvis man fornemmer på sit barn, at der er børnefællesskaber, der er ramt af udfordringer eller hårde kommentarer i relation til konflikten, er det en god idé at vende det med de andre voksne omkring børnene fx lærerne.
Følg op
De kampe, vi ser udspille sig lige nu, er der næppe sat et punktum for i nær fremtid. Derfor er det vigtigt, at du understreger for barnet, at det er noget, I skal tale om igen.
Sørg for, at barnet ved, at han/hun kan komme til dig, hvis bekymringerne bliver ved med at fylde, eller hvis barnet ser eller hører noget nyt, der puster til bekymringen.
Ekstra opmærksomhed på dit barns sociale medier
Lige nu er der en ekstra opmærksomhed på sociale medier, fordi der florerer videoer, der er meget voldsomme. Vi vurderer ikke, at det er hensigtsmæssigt, at forældre helt forbyder deres børn at være på fx TikTok og Instagram, for her foregår en stor del af børnenes sociale liv, og derfor kan det være trygt at fastholde for børnene.
Men det er vigtigt, at man får fortalt sit barn, at man er til rådighed, hvis de har set noget ubehageligt eller er bekymrede for at støde på ubehageligt indhold. Husk at understrege, at du ikke bliver vred eller restriktiv, hvis barnet kommer til dig. Vi ved nemlig, at mange børn og unge undlader at involvere deres forældre i det, der fylder for dem, fordi de er bange for en overreaktion eller for restriktioner for brugen af sociale medier.
Hvad kan du konkret gøre i barnets indstillinger:
Der er allerede mange voldsomme videoer, men der er advarsler på de fleste videoer på TikTok med ubehageligt indhold. Her kan man som forælder tale med sit barn om at vælge ’Spring videoen over’ og gå videre fra de videoer og ikke vælge ”se alligevel”.
Derudover kan man anmelde ubehagelige videoer. Tal med dit barn om, at man kan anmelde de ubehagelige videoer og at det ikke er en god ide at dele dem med sine venner.
Man kan frasortere videoer med bestemte hashtags og nøgleord på TikTok. Under indstillinger & privatliv, kan man fx filtrere på nøgleord, så man frasorterer videoer med konkrete emner og hashtags tilknyttet. Så får man ikke vist de videoer på den side der hedder ”For you”. For You er forsiden på TikTok, hvor populære videoer vises.
- Filtrere videonøgleord:
Gå ind i Indstillinger og privatliv og vælg Indholdspræferencer vælg derefter Filtrér videonøgleord og tilføj nøgleord, som dit barn skal undgå (fx execution, hamas, israeli, abduction, kidnapped, behead)
- Vælg familietilstand/familyparring:
Hvis dit barn lige er kommet på TikTok kan det være en god ide at vælge den indstilling, så du kan styre dit barns indstillinger.
- Genindlæs barnets ”For you”-feed:
Det kan være en god ide at genindlæse dit barns ”For you” feed. Når du genindlæser feedet, så nulstiller du algoritmen. Så har dit barn set ubehagelige videoer, så holder algoritmen fx ikke fast i videoer dit barn har set og viser mere af det samme.Gå ind i Indstillinger og privatliv à Indholdspræferencer à Genindlæs dit Til dig-feed (din for you-page) à Fortsæt –> Genindlæs.
Som forælder kan du selv gå ind og researche og se hvad videoerne hedder og hvilke nøgleord og hashtags, der bruges (uden nødvendigvis at se videoerne) – så man forstår det bedre.
De platforme, hvor det her indhold potentielt florerer, bærer et stort ansvar for at beskytte børn og unge mod ubehageligt og ulovligt indhold. Børns Vilkår har været i dialog med TikTok, der bekræfter, at de i relation til de her forlydender om voldsomme videoer har intensiveret deres filtrering af, hvilket indhold der skal skjules for brugerne.
FORÆLDRETELEFONEN
ForældreTelefonen er rådgivning til alle forældre og pårørende, der har spørgsmål, som omhandler børn. Mandag, torsdag og fredag: 9.00 – 17.00 Tirsdag og onsdag: 9.00 – 21.00 Lørdag: Lukket Søndag: 15.00 – 21.00
Få nyt om Børns Vilkår
Nyhedsbrevet er til dig, som gerne vil vide mere om, hvordan vi sammen kan gøre det bedre for børn og unge i Danmark. Her får du fx gode råd til at forebygge mobning og svigt, gøre skilsmissen lettere og lære dine børn at navigere i en digital verden.