Vilkårlighed afgør, om børn får god omsorg i deres daginstitutioner

Omsorg og tryghed i børns første leveår er afgørende for deres trivsel, når de starter i skole. Derfor bør daginstitutionernes kvalitet have langt større fokus end i dag, skriver Malene Angelo, der er psykolog i Børns Vilkår.

Ikke alle børn får god nok omsorg i daginstitutioner

Det er nu et halvt år siden, den nationale evaluering af kvaliteten i dagtilbud afslørede, at kvaliteten i knap fire ud af ti vuggestuer vurderes at være utilstrækkelig. På næsten halvdelen af stuerne oplever børn personale, der kun ‘sjældent’ eller ‘af og til’ er opmærksomme på børnenes oplevelser, behov og følelser, og som kun i ringe grad formår at hjælpe børnene ind i de vigtige børnefællesskaber.

Evalueringen viste også, at kvaliteten kan svinge markant selv fra stue til stue i samme institution.

Det er altså ikke alene rammeforholdene, der afgør kvaliteten af den omsorg, ens børn bliver mødt med. Det afhænger i høj grad også af de enkelte medarbejderes kompetencer. God omsorg er at sørge for, at alle børn føler sig set, forstået og mødt i deres behov og oplever at være en værdsat del af fællesskabet.

Det er med andre ord ganske vilkårligt, om ens børn mødes af den nødvendige omsorg eller ej.

Og det er alvorligt. For omsorg er et helt grundlæggende behov hos alle mennesker og livsnødvendigt for det lille barn, der er helt afhængigt af omsorg fra de voksne for at trives, udvikle sig og lære. Omsorg er mere og andet end at møde barnets behov for en ren ble, mad og søvn. Det handler også om at møde barnets behov for tryghed og tilknytning og støtte barnet i sin udvikling.

Denne vilkårlighed øger risikoen for mistrivsel og i særlig grad hos de børn, der har mest brug for opmærksomhed. Enten fordi de ikke får tilstrækkelig omsorg i familien, eller fordi de er født med et større behov for kontinuitet og forudsigelighed og hurtigere bliver utrygge i en større børnegruppe.

Det er temmelig svært at få øje på, hvad der politisk er søsat af initiativer siden evalueringen for at gøre noget ved det åbenlyse problem. Og indtil der sker noget, må små børn og deres forældre altså blot krydse fingre for, at der er nærværende og empatiske voksne på gul stue. For nogen garanti er der ikke.

I dag tilbringer små børn langt flere timer i deres dagtilbud end tidligere. Derfor har institutionerne i dag også et langt større ansvar for at sikre børn den nødvendige omsorg.

Omsorg og tryghed i børns første leveår er ikke alene fundamentalt for, at de kan trives og indgå i fællesskaber med andre børn, det er også forudsætningen for, at de kan klare sig socialt og fagligt, når de starter i skole. Mangel på omsorg kan også føre til mistrivsel og psykiske lidelser senere i opvæksten.

Derfor bør omsorg være kerneopgaven i dagtilbud, og kvaliteten af omsorg bør have langt større fokus, end det har i dag.

Det er tankevækkende, at omsorg kun er meget lidt beskrevet i Dagtilbudsloven og Den styrkede pædagogiske læreplan, hvorimod læring er et gennemgående begreb.

Det har, så vidt jeg ved, aldrig været meningen med læreplanen, at et læringsfokus skulle stille sig i vejen for, at medarbejderne møder børnene i deres følelser og oplevelser. Tværtimod. Men det er jo sådan, at det vi lyser på, er det vi ser. Og når omsorg ligger implicit i styringsredskaberne, risikerer vi, at kernen i det pædagogiske arbejde bliver underprioriteret og mister synlighed i en travl hverdag.

Hvis vi tager omsorg for givet og tror, at alle instinktivt forstår, hvad god omsorg er, risikerer vi at lade det være op til den enkelte medarbejder, frem for at gøre det til et fælles fagligt ansvar at sikre god nok omsorg for alle børn. Det kan være en af årsagerne til den kvalitetsforskel, vi ser stuerne imellem.

Nogle voksne har en naturlig evne til at forstå børn og udvise den ro, empati og nysgerrighed, der er fundamental for, at et barn bliver tryg i relation til den voksne og til den øvrige børnegruppe og herfra kan trives og udvikle sig. Mange kan lære det, hvis de får muligheden for det. Eksempelvis gennem vejledning, videosparring og ved at observere relationskompetente medarbejdere.

Men tilstrækkelig viden om omsorg og relationskompetence er ikke noget, de pædagogstuderende kan være sikre på at få under deres uddannelse. Det er derfor heller ikke noget, man bare kan forvente, at pædagoger er dygtige til, alene fordi de er pædagogisk uddannede.

Det er på ingen måde hensigtsmæssigt, og det stiller krav til, at kommunerne kvalificerer alle medarbejdere, så de får et fælles sprog for omsorg og kan samarbejde om at gøre børnene trygge og hjælpe dem ind i fællesskaberne med de andre børn.

Det er ikke mindre relevant i en tid, hvor det er vanskeligt at rekruttere pædagoger. Børn kan ikke udsætte deres behov for omsorg til der kommer en relationskompetent pædagog forbi, selvom det ville være at foretrække. Børn kan til gengæld bruge en tilgængelig, empatisk og nærværende voksen, som kender dem godt nok til at kunne forstå deres nonverbale sprog, og som kan sætte ord på deres følelser, behov og oplevelser.

Både regeringens ambitioner om at frisætte den offentlige sektor og Trivselskommissionens arbejde må og skal føre til, at dagtilbuddene kan forbedre kvaliteten af det pædagogiske arbejde. Blandt andet ved at droppe unødige tests og dokumentationsarbejde og prioritere omsorgen og de trygge relationer højere, end der er mulighed for i dag.

Den mest centrale opgave for dagtilbuddene er, som jeg ser det, at sørge for, at alle børn får den omsorg, de har behov for, så de kan trives, lege og lære. Og kommunerne skal skabe rammerne for, at det kan lade sig gøre.

Minimumsnormeringer vil forhåbentlig føre til, at der kommer nok voksne i dagtilbuddene. Men der vil også være brug for et fælles fagligt sprog og fokus på omsorg i arbejdet med børnene.

Mens vi venter på en styrket pædagoguddannelse og flere pædagoger i dagtilbuddene kan fælles faglig refleksion, vejledning og videosparring bidrage til at kvalificere arbejdet med børnene.

Det må ikke være vilkårligt, om børn får den nødvendige omsorg. Det har de ret til.